Håndlavet keramik på 10 kvadratmeter!
Keramik-kontoret opstod i 2019 da jeg, i forbindelse med min uddannelse til læge, boede på Bornholm med min familie. På de mørke vinteraftener i Rønne savnede jeg adspredelse og meldte mig til et drejekursus hos Rikke Wulff i Hejfabrik. Hobbyen bed sig fast og som kontrastfyldt tilflugtssted fra den travle hverdag på hospitalet, indrettede jeg et lille “kontor” i vores hjem, hvor jeg eksperimenterede med ler og glasur. Kontoret voksede fra 5 kvm til 10 kvm (så stadig småt!) og fulgte med til Sydfyn, hvor jeg bor nu. Jeg fandt efterhånden ud af, at der var interesse for værkerne, og jeg begyndte at kunne sælge mine ting. Jeg har endnu ikke fundet en bestemt stil, og jeg eksperimenterer vidt og bredt med både former og glasurer, hvorfor du også vil kunne finde meget forskellige kreationer på siden.
Ved siden af den håndlavede keramik er jeg som sagt også læge, og jeg har også små børn, så min produktivitet svinger til tider afhængigt af den øvrige arbejdsbelastning. Du er velkommen til at kontakte mig med spørgsmål eller bestillinger, men jeg kan ikke garantere noget. God fornøjelse med mine kreationer.
♥Sofie.